Spicy thai glasnudelsalat

Spicy thai glasnudelsalat

For 11 måneder siden sad jeg på den hyggeligste strandbar/restaurant på Koh Lipe i Thailand. Castaway. Bygget op af brædder og rafter. 10 meter fra vandkanten. Totalt laid back sted med puder i stedet for stole i området med den bedste udsigt. Her sad jeg. Med drenge der tegnede og drak chokolademilkshake. En mand der blandede kort til et spil 500. Og mig med en limejuice og den lækreste spicy thaisalat. Som jeg fik serveret for tredje gang den uge. Det var egentlig lidt et tilfælde, jeg fik retten første gang – jeg vidste ikke helt, hvad jeg bestilte, og blev lidt overrasket over at retten var kold. Og at det var glasnudler – jeg plejer at være mest til de brede ægnudler. Men jeg fortrød ikke. Og her tredje gang bad jeg altså efter opskriften. Og fik den. Her snart et år efter drømmer jeg mig stadig tilbage. Lige nu regner det og der er vel en grad eller to. Men når jeg lukker øjenene og tager en bid af den her himmelske salat, så husker jeg præcis, hvordan der var på Castaway.

 

Spicy thai glasnudelslat

Nok til 5 personer til frokost eller til en (grill)aften med noget kød eller fisk til.

hk. kyllingekød eller hk. svinekød, 400-500g (den oprindelige er med svinekød, jeg har for en lidt lettere version også lavet den med kylling)

olie

2 fed hvidløg, finthakket

4 tomater skåret i små tern

4 håndfulde glasnudler, opblødt i kogende vand

1 løg skåret i helt tynde strimler

1 tsk rød chili hakket i helt små tern – alternativt 1 spsk chiliflager

2 spsk fiskesauce

3 spsk limesaft

1 tsk sukker

1/3 bundt purløg, finthakket/klippet (gerne thailandsk purløg, fås i asiatiske supermarkeder)

et par stilke koriander, finthakket

 

Steg kødet i olien med chili og hvidløg – hak det så kødstykkerne bliver helt små. Opblød glasnudlerne i en skål med kogende vand, hæld vandet fra efter et par minutter, skyl i koldt vand og hæld også det vand fra og klip så nudlerne i små stykker på ca 3 cm. Tilsæt de finthakkede tomater, løgstrimler, purløg og koriander. Tilsæt sukker, limesaft, fiskesauce og rør rundt – smag til om der skal mere sukker eller lime i, det skal være let syrligt men stadig have lidt sødme.

Server alene som et let frokostret – eller med forårsruller, fisk eller grillet kød.