Cremet tomatsuppe med røde linser og kokosmælk

Cremet tomatsuppe med røde linser og kokosmælk

Efteråret har ramt os med fuld vindstyrke – og det kalder på suppe. Jeg er især vild med mættende supper, der enten har et godt bid – helt bogstaveligt, med stykker af de grøntsager suppen af lavet af, linser eller andet – eller indeholder så mange “skjulte” grøntsager, at jeg ikke er sulten igen en time efter vi har spist.

Sådan en suppe lavede jeg i går – en cremet tomatsuppe med røde linser for at give lidt ekstra fylde og kokosmælk for at skabe lidt fedme og runde den cremede smag af. Opskriften passer til ca. 4-5 personer – og er virkelig nem og hurtig.

 

CREMET TOMATSUPPE MED RØDE LINSER OG KOKOSMÆLK

6-8 store tomater skåret i tern (er din blender ikke så god kan du udelade skindet, sætte et kryds henover toppen af tomaten, give den et opkog og trække skindet af, men jeg skar bare hele tomater i og de blev fint blendet)

3 ds flåede eller hakkede tomater

2 spsk olie til stegning

5 fed hvidløg finthakket

2 store løg eller rødløg i tern

2 spsk tørret oregano eller et bundt frisk (finthakket)

150 g røde linser

1 ds kokosmælk

6-8 dl bouillon (kogende vand tilsat 2 bouillonterninger)

 

Når du har skåret tomater og løg i tern, steger du løg og hvidløg i olien et par minutter før du tilsætter tomattern. Når de er svitset af, tilsætter du flåede tomater og oregano og lader suppen simre et par minutter. Herefter tilsætter du bouillon (start med 6 dl og se om der skal mere i senere for at fortynde suppen) og lader suppen simre min. 20 min ved svag varme. Rør indimellem. Herefter kan du tilsætte røde linser for at give suppen mere fylde. Lad dem simre med 20-30 min. og tilsæt herefter kokosmælken. Lad suppen koge op et par minutter og server – evt med en klat creme fraiche på toppen.

I går kogte jeg en lille portion grove suppehornspastaer ved siden af suppen, som drengene fik ovenpå og da vi ikke havde flutes, spiste de grissini-stænger til.

 

 

 



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *